Vordingborg svømmeklub og Dansk Svømmeunion inviterer friske sild og barske vandhunde i alderen 6-12 år til REMA 1000 AquaCamp d 31/7 - 2/8.
Tre sjove dage i svømmehallen, hvor vi skal svømme, dykke, lære udspring og mange andre sjove vandaktiviteter. Der vil også blive sat fokus på livredning, vandpolo og kunstsvømning. På landjorden bliver der også rig lejlighed til at lege, spille bold og hygge med vennerne.
Selvom man ikke er den store svømmer eller medlem af Vordingborg svømmeklub kan man sagtens være en del af REMA 1000 AquaCamp. Alle er velkomne!
Programmet starter hver dag kl 8.00 og slutter kl 15.00 med pasningsmulighed frem til kl 16.00. Det er klubbens trænere og hjælpetrænere der står for programmet.
Som deltager på REMA 1000 AquaCamp vil du modtage en lækker goodie-bag med svømmebriller, badehætte, drikkedunk og T-shirt.
Klubben sørger hver dag for frokost, frugt, snacks og saft.